Deltidsfælden set med fællesskabets briller

Bidrager vi virkelig kun til samfundet, når vi har et fuldtidsjob? For hvem skal tage tørnen i fodboldklubben eller tage chancen som iværksætter, hvis vi alle sammen er på arbejde? 

For nogle år siden fulgte jeg med i en debat om udfordringerne ved, at kvinder vælger deltid. På den ene side stod en mor, der gerne ville hente sin datter fra institution før kl. 15. På den anden side Ditte Giese og Mette Viktoria Pabst, der blandt andet argumenterede for det problematiske ved, at (nogle) kvinder tager en lang uddannelse på samfundets regning, hvorefter de vælger at gå hjemme/arbejde på nedsat tid for at få familielivet til at hænge sammen eller få mere tid med deres børn.

På den måde bliver kvinderne en dårlig forretning for samfundet – og bidrager til den kønsmæssige ulighed, vi ser på arbejdsmarkedet. For mange af disse kvinder betyder det også, at deres pensionsopsparing, lønudvikling med mere bliver formøblet i emotionelt arbejde i hjemmet. Det kan ses i statistikkerne.

Hvorfor er det lige, at det er de 37 timer, der er den magiske grænse for, om vi er bidragsydere eller nassere?

Uligheden i økonomien er en udfordring
Når jeg tager mine strukturelle briller på (af en eller anden grund ser jeg skarpere med dem end med mine egne), synes jeg, at uligheden på arbejdsmarkedet og i mænds og kvinders økonomiske situation er en udfordring. Og både i de enkelte familier og på samfundsniveau er det problematisk, at mor går på deltid, og far tjener pengene.

Når jeg tager mine egne briller på, er billedet dog mere mudret og sammensat. For hvem, tror du, har den mindste pensionsopsparing, min mand eller jeg? Yes, det er mig. Og ja, det er irriterende at være en kvindelig kliché, men for to år siden valgte jeg at stoppe i mit akademikerjob for at få mere tid til at være langsom med min familie, få mit startup handleRUM op og flyve og få tid til at engagere mig i mit lokalsamfund.

Hvem, tror du, har den mindste pensionsopsparing, min mand eller jeg? Yes, det er mig.

Selvom jeg har smidt nogle penge efter min pension siden, så ændrer det ikke ved, at jeg tjener færre penge end min mand og, at jeg har prioriteret at arbejde mindre. 2-0 til den kønsmæssige skævhed i vores hjem.

Iværksætteren er en helt
Men hvis jeg nu pudser mine briller, så kan jeg også for øje på noget andet end fiaskoen på ligestillingsfronten. For udover, at jeg er mor, er jeg også iværksætter med professionelle mål og ambitioner. Det kan ikke ses på den økonomiske bundlinje her og nu, men det er målet. Hvis det lykkes, så bliver jeg pludselig en helt på ligestillingsfronten, for kvindelige iværksættere vil vi gerne have. Og hvem ved ikke, at man må ofre sved, blod og tårer – herunder pensionsopsparinger – i bestræbelserne på at få succes som iværksætter? Det kan vi godt acceptere.

Samtidig kan jeg mærke, at jeg ikke vil købe præmissen om, at vi kun er vores samfundsbetalte uddannelse værd og kun bidrager rigtigt til samfundet, hvis vi arbejder fuld tid.

Vi kan bidrage til samfundet på andre måder
Jeg er særdeles opmærksom på den privatøkonomiske side af sagen, men jeg er samtidig fortaler for, at vi nytænker vores arbejdsliv. For hvorfor er det lige, at det er de 37 timer, der er den magiske grænse for, om vi er bidragsydere eller nassere?

Jeg ved godt, at Finansministeriet ikke opererer med flere bundlinjer, men når vi samtidig har en civilsamfundsstrategi fra et andet ministerium, må vi vel anerkende, at vi kan bidrage til samfundet på andre måder end ved at arbejde fuldtid?

Vi har også brug for mennesker, der engagerer sig i civilsamfundet, tager chancer og fejler som iværksættere samt bruger deres gode kræfter i børnenes institutioner.

Jeg mener, at vi skal væk fra at se fuldtidsarbejde som den eneste ansvarlige måde at skrue sit arbejdsliv sammen på. Vi må anerkende, at vi kan bidrage til samfundet med andet end kroner og ører.

Vi har også brug for mennesker, der engagerer sig i civilsamfundet, tager chancer og fejler som iværksættere samt bruger deres gode kræfter i børnenes institutioner. Selvom vi ikke kan regne det ud, gør det også vores samfund rigere.

Hvordan får du indflydelse på din by?

Måske kan bare en lille græsplæne, en bænk og en blomsterkrukke eller to få dig til at føle dig bedre tilpas? Eller måske kan et bump, et bed og et træ forhindre, at et barn på din vej kommer til skade, fordi en billist har for travlt?

Tænk, hvis man kunne fremme biodiversitet, fællesskab og hensynsfuld kørsel samt forebygge indbrud og ensomhed ved at erstatte kedelig vej med små grønne oaser?

Men hvordan kommer du og dine naboer i dialog med de lokale politikere om det? En af nyhederne hos AOF Hvidovre dette efterår er mit kursus i byplanlægning for begyndere. Det handler om, hvordan man som borger kan få indflydelse på byplanlægningen dér, hvor man bor.

Har du lyst til at ændre dine omgivelser? Men ved du ikke, hvordan du kommer i gang og hvordan, du får lov?

Du kan læse mere om kurset på AOF Hvidovres hjemmeside.



At blive mor ændrede alt – og ingenting

Hvornår kommer der en mor med stort m?

Der hersker en fortælling om, at du ændrer dig, når du bliver mor. Hvis du for eksempel taler om moderskab og karriere, før du selv har fået børn, og måske lufter tanken om at fortsætte dine prioriteter ind i moderskabet, kan du næsten være sikker på, at nogle siger: ”Bare vent til du bliver mor” eller ”Alt ændrer sig, når du bliver mor”. Underforstået, at alle dine prioriteter og behov – ja hele din personlighed ændrer sig, når du får børn. Pludselig vil børnene blive dit et og alt og du vil ikke være til at drive uden for hjemmets fire vægge. Du bliver vel, hvad man kalder “mor med stort m”.

Hvor er der en mor med stort m?

Det er selvfølgelig rigtigt, at intet bliver som før, når man bliver forælder. Det lille barn er dybt afhængigt af en og dets behov kan man ikke rigtig komme uden om. Men selvom nogle kvinder oplever, at alt må vige pladsen for deres lille nye guldklump, så er det på ingen måde givet, at du og dine behov ændrer sig. Tværtimod.

Er der nogle, der har set mig bag moderskabet?

Da jeg for fire år siden blev mor første gang, havde jeg en forventning om, at moderskabet ville gå lige i hjertet på mig fra dag et: Den der forelskelse, som indtræffer, når det nyfødte barn rammer ens bryst for første gang. At mit største behov fra den dag af ville være at dække mit barns behov og være mor og, at mine egne behov ville glide i baggrunden. Og jo, mine behov gled absolut i baggrunden.

Imidlertid var det ikke den altdominerende moderfølelse, der ramte mig, men oplevelsen af at være rundt på gulvet og miste mig selv. Moderfølelsen kom stille og roligt, men mit behov for at være mig og have tid til mig selv forsvandt ikke. Det havde ellers havde været en fordel, da den lille det første halve år (der har været undtagelser, men dem husker jeg ikke så godt) om dagen kun sov i viklen på min mave eller i en trillende barnevogn. Jeg husker stadig den fantastiske fornemmelse at kunne cykle afsted og have 6 timer for mig selv foran computeren den dag, min mand overtog barslen!

Morskammen

Med mit moderskab blev skammen over ikke at være nok mor født: At det ikke var nok for mig at nyde min baby, at jeg ikke konstant havde hende i en vikle på maven (at jeg havde det et par timer i døgnet var åbenbart ikke nok…), at jeg formåede at få noget at spise hver dag (jeg havde hørt, at andre mødre på barsel ofte ikke nåede at spise). Forventningspresset gjorde det hårdt at være mor, selvom min baby trivedes og fik dækket sine behov for både mad og omsorg. Jeg bonede ud i Sundhedsplejens fødselsreaktionstest.

Min Sundhedsplejerske var overrasket over de mange mødre, hun mødte, der ikke bare hyggede sig derhjemme med den lille, men havde behov for noget mere: Jeg fik tilbudt en plads i kommunens netværksgruppe for mødre, der havde det svært. Det var rart at tale med andre nybagte mødre om moderskabet. Men samtidig med, at jeg kunne spejle mig i deres udfordringer og derfor kunne konkludere, at min reaktion var i den milde ende, så sloges jeg stadig med mig selv om ikke at være nok mor. Jeg havde stadig behov for bare at være mig. Alt havde altså ændret sig, da jeg blev mor – undtagen mig.

Morskammen blev en tro følgesvend: At jeg syntes, det var så hårdt at være alene med mit barn, når min mand var på arbejde (og ofte kiggede på min telefon for at se, hvornår det var sengetid), at jeg havde svært ved at slappe af, hvis jeg havde mit barn med hjem til en veninde, at jeg stadig savnende – og elskede at have ordentlig tid til mig selv.

Næste gang gør jeg det bedre

I løbet af et par år fik min mand og jeg lyst til et barn mere. Med planerne om familieforøgelse kom også et ønske om, at jeg anden gang ville kunne gøre det bedre som mor (så kan man ligesom ikke presse forventningerne højere op!). I det lys var det måske heldigt, at jeg aborterede to gange, før vores andet barn kom til verden. Det gav mig tid til at kigge nærmere på de høje forventninger. Og da jeg omsider bag på et levedygtigt foster, tænkte jeg ikke mere, at jeg anden gang skulle gøre det bedre som mor: Jeg skulle tværtimod gøre det rarere for mig selv. Man ved ikke, hvilket barn man får, men det var vigtigt for mig at skabe plads til mig selv, mit alene-behov og mine interesser. Jeg ved, at det er en floskel: Men en glad mor, der tager vare på sine egne behov, er en god mor!

mor med lille m?

I dag er det ved en hver given lejlighed blevet vigtigt for mig at understrege, at det er helt normalt, at man som (nybagt) mor synes:

  1. Det er benhårdt
  2. Ikke oplever tilknytningen til sit barn som en heftig forelskelse
  3. Har behov for at beskæftige sig med andet end baby

Det betyder ikke, at man er mindre mor af den grund. Og det betyder heller ikke, at man nødvendigvis har en fødselsreaktion (hvis man har, skal man selvfølgelig have hjælp til det). For helt ærligt, er det ikke normalt at reagere på en så livsomvæltende oplevelse, det er at føde og få et barn?

Til fødselsforberedelse med mit andet barn fortalte jeg derfor om min oplevelse af at blive mor første gang. Som svar sagde underviseren, at man både kan være mor med stort og lille M: Underforstået, at den mor, der ikke blot nyder barsel og baby er mor med mindre m. Hun mente det godt – at det både er fint at være mor med lille og med stort m. Men der findes altså ikke mødre med henholdsvis store og små m’er i andet end retstavning. Vi er forskellige som mødre og lader det udfolde på forskellig vis. Men jeg tror ikke, jeg kender en mor, der ikke synes, at moderskabet både er benhårdt, utrolig meningsfuldt og skønt på en gang.

Sårbarhed og styrke

Da jeg her først på året blev mor for anden gang, blev jeg heller ikke denne gang væltet bag over af en heftig forelskelse, men oplevede ligesom sidst en enorm sårbarhed. Men hvor sårbarheden sidst var den skamfulde oplevelse af ikke at være mor nok, var oplevelsen denne gang anderledes styrkefuld. Jeg mærkede mig selv enormt tydeligt, følte mig stærk og oplevede, hvordan jeg langsomt knyttede mig til mit lille barn. Det er en intens tid, og træthed, bekymring for det lille barn samt oplevelsen af at være bundet til baby og ammepude er også fulgt i kølvandet på mit andet moderskab. Til gengæld har mit lille barn sovet fint. Det betyder, at jeg har haft den tid til mig selv, som jeg savnede under min første barsel. Og det bekræfter mig i, at jeg er utrolig meget mere overskud som mor, når jeg har tid til mig selv – og blandt andet har tid til at skrive. Det har hverken et og nu to børn kunnet ændre.  

Morskammen som evig følgesvend?

På mange måder føler jeg, at jeg nu er landet bedre i mit moderskab. Men selvom moderskammen ikke konstant træder mig i hælene og råber ad mig, så er den der stadig. Og jeg bliver stadig ramt af usikkerhed og få dårlig samvittighed over, at jeg – mens min datter er vågen – kan have hovedet fyldt med tanker og idéer, jeg skal have skrevet ned, lige så snart hun sover igen. Eller tjekker min telefon for at se, om min mand mon ikke snart har fri, når jeg i dag står med to skrigende unger i ulvetimen. Tænk hvis jeg var sådan en mor, der bare kunne være helt tilstede hele tiden og syntes det var fantastisk bare at fordybe mig i mine børn?

Men ingenting har ændret sig: Jeg må konstatere, at jeg er en langt mere nærværende mor over for begge mine børn, hvis jeg har tid til mig selv og mine interesser.

Læs også:

Fællesskab på barsel 

På barsel med mit første barn følte jeg mig isoleret og jeg savnede aktiviteter, der havde fokus på mig – og ikke min baby. Kort før fødslen af mit andet barn tog jeg derfor initiativ til et lokalt barselsnetværk.

Barselsnetværket er for forældre m/k, som savner input ude fra samt aktiviteter og samtaler, som ikke har baby som omdrejningspunkt – men giver plads til fars og mors interesser og en mere nuanceret forældrerolle.

Formålet med netværket er at fremme trivsel og fællesskab blandt forældre på barsel. I forlængelse heraf er fokus i netværket er at give forældre på barsel et rum, hvor omdrejningspunktet ikke er baby, men forælderen som helt menneske. Ønsket er, at forældrene ved at deltage i kulturelle, folkeoplysende og/eller debatskabende arrangementer kan få nogle nye input, blive en del af et fællesskab og opleve, at der er plads til andet end lyserød baby-boble.

Bedre barsel er også bæredygtig udvikling

Et sted vi i Danmark kan sætte ind i for at sikre ligestilling mellem kønnene og dermed bidrage til FN’s Verdensmål nr. 5, er på barselsfronten. For fx gavner det både baby, mor og far på arbejds-, økonomi- og hjemmefronten, hvis far tager mere barsel. Samtidig skal det være slut med at forstå barsel som en karrierehæmmer – og vi skal åbne for en mere nuanceret forståelse af, hvordan man som forælder kan være på barsel. Rigtig mange forældre trives nemlig med at holde kontakten med arbejdspladsen, fordybe sig fagligt eller igangsætte nye projekter, mens de også passer deres lille guldklump.

Verdensmål 5: Ligestilling mellem kønnene

Derfor ser vi også en masse nye barselsinitiativer, som bygger på fællesskab omkring noget andet end baby. Selv har jeg startet et frivilligt barselsnetværk på Vestegnen. Til efteråret har vi i samarbejde med den lokale aftenskole FORA sammensat et spændende program, hvor blandt andet Lisbeth Odgaard Madsen fra Potential Company kommer og fortæller om at få arbejds- og familielivskabalen til at gå op.

Netværket Business & BarselBarselshuset i Århus samt Barselsakademiet KBH er andre spændende initiativer, der skaber rum for barselsfællesskaber, der ikke kun har baby som omdrejningspunkt. Initiativerne er samtidig eksempler på, hvordan forskellige kvinder på barsel selv har skredet til handling, fordi de savnede fællesskab og input under deres egen barsel.

Bæredygtig udvikling: Fra verdensmål til hverdagsmål

Mærker du også handlingslammelse og magtesløshed, når du hører om klimakrisen og andre miljøudfordringer? Det er muligvis nødvendig viden, men frygt og dårlig samvittighed er bare ikke en særlig god motivationsfaktor, hvis vi skal ændre noget. Det gælder, hvis vi skal tabe os 10 kilo – det gælder også, hvis vi skal spise mindre oksekød.

I øjeblikket er jeg optaget af bæredygtig udvikling og FN’s verdensmål. Således er det blevet meget vigtigt for mig, at vi både som samfund og som enkeltpersoner passer på vores klode.

FN's verdensmål for bæredygtig udvikling

Jeg mener først og fremmest, at det er politikernes ansvar at sætte retningen for Danmark og på strukturelt niveau sikre, at vi kan leve op til FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Vi har imidlertid også brug for, at vi hver især bliver i stand til at handle på mikroniveau, for forandring skal der til. Og det kræver ikke frygt og skyldfølelse, men viden om bæredygtighed, engagement og visioner, kritisk sans og handleerfaringer.

Samtidig mener jeg, at vi har brug for fællesskaber, der kan vise os vejen og understøtte et bæredygtigt hverdagsliv. Hvis vi skal gå fra verdensmål til hverdagsmål kræver det altså aktive handlinger i fællesskab!

www.facebook.dk/handleRUM samt på www.handleRUM.dk kommer jeg i øjeblikket derfor med mine bud på, hvordan vi kan skabe rum for bæredygtighed gennem aktiv handlen og fællesskab frem for skrækscenarier og informationskampagner.

Det gode institutionsliv?

Det er svært ikke at blive påvirket af, hvad jeg i øjeblikket hører om forholdene rundt omkring i nogle børneinstitutioner. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad vi ville gøre, hvis vores ældste barn ikke trivedes med at gå i institution – og hvornår vi ville gøre noget?

Gør vi det som forældre godt nok?

Vi er heldige, at hun er i en rigtig god institution og vigtigst, at hun trives med at være der – og får en masse ud af det. Jeg synes imidlertid godt, jeg kan mærke, at der – særligt i børnehaven – mangler hænder. Derfor synes jeg ikke altid, at institutionslivet er godt nok. Og jeg tænker, om vi som forældre gør det godt nok.

Den satans hjemmepasning

På nettet falder jeg ofte over forældre, der er fortalere for hjemmepasning (og synes, at institutionslivet er virkelig skadeligt). På en eller anden måde bliver jeg lidt forført af alt den hjemmepasning (og min mand og jeg er faktisk blevet enige om at udskyde den yngstes institutionsstart nogle måneder) samtidig med, at det også gør mig træt. Måske jeg ville ønske, at jeg var sådan en, der ville elske at gå hjemme med mine børn? Eller er der tale om et (selvskabt) forventningspres om, at den perfekte forælder selvfølgelig ikke sender sine poder i institution (eller i hvert fald henter dem senest kl. 14)? Jeg kan nemlig godt se, at vores ældste bare trives allerbedst, når vi som forældre har overskud og bruger en masse tid sammen med hende.

Overskud, engagement og alenetid

Sagen er imidlertid, at vi som forældre ikke altid har overskud – og at mit overskud blandt andet er dybt afhængigt af, at jeg har tid til mig selv og mit professionelle engagement (det økonomiske aspekt springer jeg lige let og elegant henover i denne sammenhæng). Samtidig synes jeg faktisk også, at vores ældste får rigtig mange gode oplevelser og lærer en masse af at gå i institution. Så at tage hende hjem ville ikke give mening.

Lange eftermiddage alene i hus og have

Men hvordan håndterer jeg så barnets institutionsliv? Som det ser ud nu, bliver hun de fleste af ugens dage afleveret sidst på morgenen og hentet midt på eftermiddagen. Men nogle gange virker det lidt skørt, at jeg skynder mig afsted for at hente hende, selvom jeg ikke har så meget at tilbyde hende herhjemme, hvor der ikke er andre at lege med end den lille på 4 måneder. Jeg vil virkelig gerne være sammen med mine børn, men de der eftermiddagstimer alene i hus og have er altså heller ikke super fede.

Fællesspisning i daginstitution

Det fællesskabsorienteret lokalsamfund

Derfor vender jeg igen og igen tilbage til kulturforsker Karen Hvidtfeldt Madsens bud på mindre dårlig samvittighed som forælder:

”Et mere fællesskabsorienteret samfund, hvor vi ikke hylder hjemmet som det eneste gode sted for børnene. Hvor vi gør en indsats i børnehaven frem for at styrte ind og hente vores eget barn. Et mere fleksibelt arbejdsmarked, længere åbent i institutionen og lavere boligpriser”.

Karen Hvidtfeldt Madsen (Vores Børn Plus 2014)

Tænk, hvis jeg i stedet for at hente mine børn hjem kunne hænge ud i deres institution? De ville kunne lege videre med deres venner samtidig med, at jeg var i nærheden klar til at se et trick på rutsjebanen eller til at høre om dagens aktiviteter. Måske kunne jeg få mig en kop kaffe, sludre med en af de andre forældre eller læse avisen? På den måde kunne jeg være sammen med mine børn samtidig med, at vi var en del af et større fællesskab – og jeg kunne måske endda bidrage til hverdagen i institutionen ved lige at give et nap med i køkkenet eller sørge for at plantekasserne på legepladsen blev vandet? Om aftenen var der måske fællesspisning en gang om ugen og i det hele taget ville børnene opleve, at vi som forældre var engagerede i deres liv og, at vi kunne være sammen om noget.

Sådanne idéer appellerer i virkeligheden langt mere til mig end at have mine børn herhjemme: Jeg vil hellere bygge et fællesskab op omkring vores hverdag frem for at have et hjemmeliv, som jeg som forælder ikke trives i.  

Dette blogindlæg har også været bragt på www.balancebaren.dk.

Færre penge kræver tid

De seneste år har jeg fået det sværere og sværere med forbrug. Jeg kan egentlig godt lide at bruge penge på for eksempel bøger, uld (det er min 3-årige så rimelig træt af, fordi uld sjældent fås i skrig-pink) eller planter til køkkenhaven. Men samtidig giver det mig også en dårlig fornemmelse bare at købe. Særligt når maskinparken til hjem og have bliver større uden, at vi får glæde af apparaterne eller når vores nyanskaffelser hurtigt skal skiftes ud, fordi vi ikke passer ordentlig på dem. Men det også utilfredsstillende, når jeg blot får købt en madvare, som jeg ikke får brugt. Eller tøj, som jeg først får brugt, når sol, måne og stjerner står perfekt i forhold til hinanden. Yes, det sker aldrig.

Forbrug og hamsterhjul

Jeg får dårlig samvittighed, fordi jeg godt ved, at vores klode ikke kan holde til det overdrevne, bevidstløse forbrug. Men jeg synes også, det er utilfredsstillende, fordi vi på den måde selv er med til at øge hastigheden i hverdagens hamsterhjul: Vi bliver nødt til at arbejde for, at vi kan forbruge – og vi forbruger, fordi vi arbejder. I virkeligheden er der bare så meget, jeg hellere vil end at arbejde for at få råd til at købe ting.

Fælles fodslag – forskellige mål

Derfor har min mand og jeg besluttet at skære ned på vores forbrug. Det giver mig bedre samvittighed over for moder jord. Men samtidig muliggør det, at vi kan veksle kroner og øre til tid – for mit vedkommende tid til familielivet, mit startup og mine civile engagementer. For min mand giver det primært mening at skære ned på forbruger, hvis vi kan investere, blive gældfri og mere økonomisk uafhængige. Vi har altså fundet en fælles vej, men motiveres af forskellige mål.

Det er endnu ikke helt tydeligt for mig, hvad det kommer til at betyde for vores forbrug og hvor seje vi kan blive til at nedskalere. For vi har ikke tænkt os at sælge vores bil, vi har ikke planer om at blive veganere – og vi har lige købt en ny haveparasol i jem & fix. Men vi er stoppet med at tale om at bygge til, vi har begrænset vores kødforbrug yderligere, opsagt vores rengøringsfirma ligesom, at min mand har repareret vores ellers hårdt prøvet iPad. Jeg tænker, at det er en proces og, at vi skal blive endnu bedre til at passe på, udnytte samt reparere de ting, vi har.

Færre penge kræver mere tid

Og så er det, det slår mig, at det at nedsætte sit forbrug og dermed spare penge faktisk kræver, at vi har mere tid. Tid til at vedligeholde og reparere, lave mad fra bunden og til at cykle i stedet for at tage bilen (det var så der, vi ikke var kommet til endnu, for vi fik bil sidste år – og det er faktisk først gang i hele mit liv, at min familie og jeg har sådan en). Det er selvfølgelig også nogle af disse ydelser, vi med ren klimasamvittighed kan købe sig fra, men så er vi igen afhængige af at opretholde en forholdsvis høj indtægt. Samtidig er der faktisk et eller andet dybt tilfredsstillende ved netop at gøre alle disse ting selv.

Meningen med det hele er at få noget fra hånden

Jeg er som person utrolig meget oppe i mit hoved og kan bruge virkelig meget tid på at tænke over, hvad der er vigtigt her i livet. Når jeg bruger tid på havearbejde, madlavning eller at hænge tøj op, bliver min tankestrøm imidlertid sat på pause. Og det føles faktisk bare utrolig tilfredsstillende at få noget arbejde fra hånden ligesom, at resultatet er helt konkret og tydeligt. I en tid, hvor vi er mange, der kan nikke genkendende til oplevelserne med ”Pseudoarbejde”, hvor stress er en folkesygdom og de faste holdepunkter og værdier er få, så giver hus- og havearbejdet bare en helt banal oplevelse af mening.

Så selvom vi har mulighed for at lade være, betale os fra det og bruge vores hoveder, så tror jeg, at vi bliver gladere mennesker af at bruge vores hænder. I stedet for at prøve at tænke mig til det hele, skal jeg sparke mig selv ud i haven, gribe lugejernet og komme i gang. På den måde bidrager en opbremsning af forbruget også på sin helt egen måde til at skabe mere mening i min hverdag.

Fællesskab på barsel

Da jeg i vinter, gravid med mit andet barn, fandt www.bedrebarsel.dk og Barselshuset på nettet, blev jeg begejstret. Dels fordi hjemmesiden afspejler nogle af de følelser og tanker, som også har fyldt hos mig siden jeg i 2015 blev mor for første gang. Dels fordi et sted som Barselshuset netop var det, jeg savnede under min første barsel: Et sted, hvor jeg ikke kun behøvede at være nogens mor, men også kunne høre og tale om noget, der engagerede mig som person – samtidig med, at der var plads til barnet. Og et sted der gerne ville nuancere, hvad det vil sige at være forælder samt et sted, som skabte rum for et barslende fællesskab.

Lokalt barselsnetværk

Jeg fandt så desværre ud af, at selve Barselshuset ligger i Århus, mens jeg bor i forstaden klos op ad København. Barselshuset kunne derfor ikke blive mit helle under den anden barsel. Da jeg blev gravid med mit andet barn havde jeg imidlertid allerede besluttet, at denne barsel skulle være anderledes: Jeg ville prøve at holde fast i at lave noget ikke-babyrelateret og jeg ville gøre mit til, at det ikke blev en lige så ensom affære. Derfor tog jeg initiativ til et lokalt barselsnetværk på Vestegnen.

Rum for det hele menneske

Formålet med barselsnetværket er at fremme trivsel og fællesskab blandt forældre på barsel. Netværket skal give forældre på barsel et rum, hvor omdrejningspunktet ikke er baby, men forælderen som helt menneske. Ønsket er, at forældrene ved at deltage i forskellige aktiviteter og arrangementer kan få nogle nye input, blive en del af et fællesskab og opleve, at der er plads til andet end lyserød baby-boble – og dermed en mere nuanceret forældrerolle. Med baby på armen, og hvad det medfører af uro, bleskift og gråd.

Fra Facebook til aftenskoleprogram

På nuværende tidspunkt tæller barselsnetværket mere end 150 medlemmer på Facebook. Vi har fået lov at låne lokaler i kommunens Børnesundhedshus, og vil fremadrettet mødes fast den første fredag formiddag i måneden. Første arrangement var yoga i maj, hvor et lokalt yogacenter stod for undervisningen. Indtil videre er netværket ikke etableret som forening, da jeg som frivillig initiativtager gerne vil undgå for meget bureaukrati og administration. Derfor tilmelder deltagerne sig blot ved at overføre deltagergebyret via MobilePay og så kører det hele ellers over Facebook.

Vi har imidlertid indledt et samarbejde med en af de lokale aftenskoler om programmet for efteråret. Aftenskolen står for at booke oplægsholdere og kan som folkeoplysende forening fungere som netværkets organisatoriske fundament. Det betyder, vi kan søge penge til at gennemføre arrangementerne for ligesom, at deltagerne kan købe billetter på aftenskolens hjemmeside. Den økonomiske side af initiativet vil derfor blive mindre sårbar – og mulighederne flere. Det er helt sikkert fornuftigt at få skilt min private økonomi fra netværkets. På den anden side er det utrolig befriende, at man med en platform som Facebook og appen MobilePay så let og hurtigt kan starte et nyt initiativ og få arrangementer i kalenderen.

Landsdækkende initiativ

Eftersom barselsnetværket er opstået med inspiration fra Bedre Barsel i Århus synes jeg, det kunne være spændende, hvis vores lokale netværk på sigt kunne blive en del af Bedre Barsel i Århus. Fra mit perspektiv er det ikke vigtigt, at vi som lokalt netværk har den samme organisering som her, men at vi forpligter os på et fælles almennyttigt formål . På den måde vil vi som lokalt netværk stå stærkere både i forhold til at søge fondsmidler og rekruttere nye deltagere.

Jeg er på den baggrund gået i dialog med de gode folk bag Bedre Barsel og Barselshuset i Århus, og er spændt på, hvordan vores lokale barselsnetværk udvikler sig i fremtiden.

Læs mere:

Læs mere om min vej ind i moderskabet i indlægget: At blive mor ændrede alt – og ingenting.

Hvor er der et fællesskab?

#Hvorerderenvoksen

Vi forældre er kommet på barrikaderne for at kæmpe for bedre normeringer i vores børns institutioner. Er det nu, vi organiserer os og kræver politisk handling? Er det nu, vi kommer til at se en forbedring af normeringerne i institutionerne? Er det nu, vi handler i fællesskab?

Som forælder oplever jeg også, at hverdagen trods dygtige pædagoger, god ledelse og ressourcestærke forældre i min datters institution er presset, fordi normeringerne er for dårlige. Overordnet skyldes det en generel nednormering siden 1980’erne (Politiken.dk 29.03.19) samt, at andre nødvendige opgaver som for eksempel dokumentation, uddannelse og planlægning lægger beslag på personaleressourcerne. Det kan særligt mærkes ved sygdom og ferieafvikling, men også, når en af pædagogerne går fra til møder. Det er ikke godt nok – som samfund kan vi gøre det bedre!

Forældre afhængige af gode institutioner

Som forældre er vi dybt afhængige af, at børneinstitutionerne har ordentlige normeringer. Det er essentielt for vores børns trivsel og udvikling – og en forudsætning for, at vi kan passe vores arbejde og få hverdagen til at hænge sammen uden dårlig samvittighed. Danmark er et af de lande i verden med den højeste erhvervsfrekvens blandt forældre. Det er sjældent noget vi diskuterer, og fra både politisk hold og i samfundet generelt opfattes det som det normale. Samtidig er vores samfund med dets voksende antal ældre og en relativ lille arbejdsstyrke også afhængigt af, at vi forældre er tilstede på arbejdsmarkedet. Hvorfor nedprioriteres børnene politisk, når vi alle er afhængige af deres trivsel?

Manglende fælles organisering

I mit arbejde med borgerinddragelse har jeg ofte oplevet, at det er svært at engagere børnefamilierne. Vi har nok at gøre med at få hverdagen til at hænge sammen, og overskuddet er ikke til at organisere sig og kræve politisk handling. Det betyder, at vi forældre er lette at overhøre. Alle store landvindinger på arbejdsmarkedsfronten er sket ved, at vi for eksempel i fagbevægelsen har stået skulder ved skulder og krævet en 37-timers arbejdsuge: 8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers hvile. Men hvad står vi sammen om i dag?

Individuelle løsninger på et fælles problem

Hver især forsøger vi at håndtere dårlig samvittighed over for vores børn, som vi bedst kan. Nogle familier vælger at tage deres børn ud af institution, andre at gå markant ned i tid eller at melde ungerne ind i private dagtilbud. Et valg, som kan være det rigtige for den enkelte familie, men som ikke løser de overordnede udfordringer med de dårlige normeringer. Derudover har de individuelle løsninger en social slagside, fordi det er de mest ressourcestærke familier, der har de bedste muligheder for at træffe sådanne valg samtidig med, at det er de mest udsatte børn, der taber mest, når institutionerne bløder. De fælles løsninger på samfundsniveau vil derfor gavne langt flere børn.

På vej mod fælles organisering?

Måske #Hvorerderenvoksen kan blive startskuddet til, at vi forældre i langt højere grad organiserer os, står sammen og kræver politisk indflydelse. I stedet for at bruge vores krudt på at have dårlig samvittighed og styrte ind og hente vores egne børn i børnehaven, må vi simpelthen gøre en indsats for den fælles sag og dermed sikre nogle ordentlige politiske rammer for vores børn. Arbejdet er kun lige begyndt.

Hverdagens fællesskaber er fremtiden

Lad os ikke stoppe her. Lad os også ude i vores lokalsamfund undersøge, hvad der skal til for, at vi børnefamilier trives i vores hverdagsliv. Og hvordan vi i fællesskab kan gøre hinandens liv lettere og sjovere. Vi har nemlig ikke kun brug for fællesskabsorienterede løsninger fra politisk hold og fællesskaber, der kan råbe politikerne op. Vi har også brug for lokale handlefællesskaber. Fællesskaber, hvor vi hjælper hinanden med for eksempel madlavning, børnepasning og havearbejde. Eller hvor vi i fællesskab tager ansvar for vores børns institutioner, og i stedet for at skynde os hjem hænger ud på legepladsen og taler med de andre forældre eller måske giver et nap med, når plantekasserne skal fyldes med jord. Det er fællesskaber, som kan aflaste den enkelte familie og som er med til at sikre et lokalsamfund, hvor vi kan gribe hinanden, når selv ansvarlige politiske rammer ikke er nok. Det vil ikke kun komme børnefamilierne til gode, men alle i de enkelte lokalsamfund. Ikke mindst, hvis kommunerne griber bolden og er med til at understøtte og inddrage de lokale fællesskaber i deres udvikling og planlægning af byerne. Så bliver det lettere for børnene ikke kun at finde en voksen i institutionen, men også når institutionen lukker.

Civilt engagement, faglighed og krydsbestøvning

At mit civile engagement og min professionelle faglighed er tæt knyttet sammen og nærer hinanden, ved jeg egentlig godt. Det er simpelthen mit civile engagement koblet med min faglige viden om fællesskaber og inddragelsesprocesser, der har givet mig en forståelse for, hvordan kommuner kan forbedre deres inddragelse af civil- og lokalsamfundet med øje for de social- og sundhedsmæssige gevinster på både kort og lang sigt.

Alligevel har jeg haft svært ved at synliggøre denne sammenhæng. Til tider har jeg undervurderet mine civile erfaringers værdi og tyngde. Andre gange har jeg oplevet, at min faglighed ikke er blevet taget seriøst, når jeg har engageret mig civilt.

Derfor blev jeg så glad, da jeg hørte nedenstående interview. Interviewet er lavet af Hvidovre Bibliotek i anledning af Vestegnens Kulturuge, hvor der bliver sat spot på lokale ildsjæle. Og her kommer jeg på banen, fordi jeg er med i et lokalt madfællesskab. Og det er netop nu, det bliver tydeligt for mig, at sammenhængen mellem engagementet og fagligheden ikke kun eksisterer i mit hoved, men også i virkeligheden. Det er helt rigtigt, at jeg både i professionelle og civile sammenhænge har mest at bidrage med, når de to sfærer for lov at krydsbestøve hinanden.

Det betyder, at jeg vil øve mig på at bringe mine civile erfaringer endnu mere i spil – og synliggøre dem. Og jeg vil blive bedre til i mine formidlingsaktiviteter at koble mine erfaringer med viden.